Vi stod op kl. 8.00, pakkede taske og gik ned til morgenmaden. Vi skulle i Den Forbudte By og vi tog derhen med taxi. Vi blev afleveret ved den nordlige indgang, nu skulle vi ud på en laaannng gåtur. Det er nogle enorme bygnings anlæg de har fået bygget dengang. Det meste var bemalede bygninger og vi ville se en bestemt bygning der skulle indeholde pileskydnings redskaber/våben, men til Michaels store skuffelse, viste det sig bare at være et sted og ikke en udstilling, det var bare et sted hvor kejseren afholdte skydeøvelser.
Der var en masse porte og religiøse skulpturer, men selve betydningen/forne
mmelsen af stedet forsvinder lidt når man er omgivet at rød, hvid, blå eller hvilken farve stue der lige nu passerer/masser sig forbi dig. Vi snakker horder af mennesker her. Kinesere enkeltvis eller i flok har en utrolig udviklet evne til IKKE at se og være opmærksomme på, at der er andre mennesker omkring dem. De stopper op, går meget langsomt, skubber, går ind i dig, spytter, stikker dig med paraplyen – ganske uden blusel, de ænser ikke at der er andre end dem selv. Det er nok den mest egenartede erfaring jeg har gjort mig hernede. Det handler ikke om turister alene, men de er lige så slemme overfor hinanden. Så jeg valgte ikke at tage det personligt.
Noget andet der virkelig har slået mig er, hvor meget man virkelig er nødt til at handle om prisen. Jeg synes selv, at jeg er blevet god til det, men de smiler stadig når jeg går, så de har alligevel tjent penge, så det kan ikke være helt lidt nok jeg betaler, men jeg er jo glad alligevel, så det går jo nok.
Da vi kom til Silkemarkedet t
og vi op på 6. sal og spiste frokost. Vi 
fik Roast Duck og forårsruller. De smagte helt pragtfuldt, om end en halv and ikke fylder meget på fadet når den er skåret i stykker. Vi blev dog mætte og nu skulle er handles. Vi skulle have de sidste ting købt ind, så jeg kunne få pakket det meste i morgen. Turen går jo hjem tirsdag.
Michael ville købe sig et helt sæt golfkøller med taske. Han måtte helt ned i kælderen og se lageret for at finde lige de rigtige til ham. Han fandt også nogle der passede til ham og så gik forhandlingen ellers i gang. Hun startede ud med at forlange 1850 RMB, men Michael fik forhandlet hende ned til 999 RMB, hvilket svarer til ca. 733 kr. For det fik han et helt sæt køller, taske, sokker til de store køller, hætte til tasken og en bagage taske på hjul til hele molevitten. Det gør det noget nemmere at transportere når han skal hjem igen. Ikke dårligt.
Jeg fik købt et større sd kort til mit kamera og en usb nøgle, en lækker kabine kuffert og endelig en nøglepung. Rigtigt gode køb. Derefter tog vi hjem i en taxi, Michael skulle hjem med toget kl. 17.15 Han fik pakket alle sine ting sammen og kom af sted.
Så kom turen til mig, nu skulle jeg finde ud af at få alle ting med hjem – uden overvægt – i bagagen altså. Det er lykkes mig at få alt anbragt i de to nye kufferter, jeg så prøve at tagen den gamle kuffert tom med hjem, hvis ikke det lykkes, så bliver den derude i lufthavnen.
Jeg ved endnu ikke hvad jeg skal have til aften – hvis noget. I morgen er sidste chance for at handle, hvis der er noget der mangler, til at starte med kan jeg jo sove lidt længe.
Der var en masse porte og religiøse skulpturer, men selve betydningen/forne
mmelsen af stedet forsvinder lidt når man er omgivet at rød, hvid, blå eller hvilken farve stue der lige nu passerer/masser sig forbi dig. Vi snakker horder af mennesker her. Kinesere enkeltvis eller i flok har en utrolig udviklet evne til IKKE at se og være opmærksomme på, at der er andre mennesker omkring dem. De stopper op, går meget langsomt, skubber, går ind i dig, spytter, stikker dig med paraplyen – ganske uden blusel, de ænser ikke at der er andre end dem selv. Det er nok den mest egenartede erfaring jeg har gjort mig hernede. Det handler ikke om turister alene, men de er lige så slemme overfor hinanden. Så jeg valgte ikke at tage det personligt.Noget andet der virkelig har slået mig er, hvor meget man virkelig er nødt til at handle om prisen. Jeg synes selv, at jeg er blevet god til det, men de smiler stadig når jeg går, så de har alligevel tjent penge, så det kan ikke være helt lidt nok jeg betaler, men jeg er jo glad alligevel, så det går jo nok.
Da vi kom til Silkemarkedet t
og vi op på 6. sal og spiste frokost. Vi 
fik Roast Duck og forårsruller. De smagte helt pragtfuldt, om end en halv and ikke fylder meget på fadet når den er skåret i stykker. Vi blev dog mætte og nu skulle er handles. Vi skulle have de sidste ting købt ind, så jeg kunne få pakket det meste i morgen. Turen går jo hjem tirsdag.Michael ville købe sig et helt sæt golfkøller med taske. Han måtte helt ned i kælderen og se lageret for at finde lige de rigtige til ham. Han fandt også nogle der passede til ham og så gik forhandlingen ellers i gang. Hun startede ud med at forlange 1850 RMB, men Michael fik forhandlet hende ned til 999 RMB, hvilket svarer til ca. 733 kr. For det fik han et helt sæt køller, taske, sokker til de store køller, hætte til tasken og en bagage taske på hjul til hele molevitten. Det gør det noget nemmere at transportere når han skal hjem igen. Ikke dårligt.
Jeg fik købt et større sd kort til mit kamera og en usb nøgle, en lækker kabine kuffert og endelig en nøglepung. Rigtigt gode køb. Derefter tog vi hjem i en taxi, Michael skulle hjem med toget kl. 17.15 Han fik pakket alle sine ting sammen og kom af sted.
Så kom turen til mig, nu skulle jeg finde ud af at få alle ting med hjem – uden overvægt – i bagagen altså. Det er lykkes mig at få alt anbragt i de to nye kufferter, jeg så prøve at tagen den gamle kuffert tom med hjem, hvis ikke det lykkes, så bliver den derude i lufthavnen.
Jeg ved endnu ikke hvad jeg skal have til aften – hvis noget. I morgen er sidste chance for at handle, hvis der er noget der mangler, til at starte med kan jeg jo sove lidt længe.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar